Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

 

Oplev området

Trampesti ind i skoven

Trampestier og sankespor

Store dele af landskabet og naturen omkring Stjær og Storring er åbne for oplevelser og vandreture. Området byder blandt andet på cirka 35 km skønne trampestier, som binder Stjær, Storring og nabolandsbyen Søballe sammen med de tre skovområder Stenskoven, Bakkeskoven og Præstegårdsskoven i et net af stier. Trampestierne går både i det åbne land, gennem skove, forbi Stjær Kirke og Storring Kirke, igennem en spændende nedlagt grusgrav og langs engdraget i bunden af Aarhus Ådal. Der er fantastiske udsigter og meget varieret natur på hele turen. I Stenskoven er der forbindelse til Tåstruplandet og fredningen syd for Harlev - et 221 ha stort fredet naturområde.

Du kan finde kort med trampestierne på siden om Trampestilauget

Trampestierne er opstået som resultatet af et samarbejde mellem frivillige fra området, der skaber og vedligeholder stierne, og et stort antal lodsejere, som har bakket op om og givet lov til, at stierne er blevet etableret.

Stjær Trampesti Laug er en gruppe under Stjær Sogns Borgerforening, som har som mål at skabe et net af simple stier og ruter i området, der blandt andet kan forbinde Stjær, Storring og Søballe og give adgang til skove og andre naturområder.

Nærbillede af trampestiskilt i Bakkeskoven

En udvalgt del af trampestierne er udlagt til et vildt spiseligt spor. Her er det muligt at lede efter spiselige urter og planter såsom spansk kørvel, løgkarse, skovsyre og humle. Der er lavet en folder, som viser de områder, hvor der kan sankes vilde planter, og hvor du kan læse mere om de planter, der kan indsamles i området. Folderen findes i folderkasseren ved enderne af sankesporet.

Pas godt på naturen og efterlad kun dine fodspor.

Skoven

Naturen omkring Stjær og Storring

Stjær Stenskov & Tåstruplandet

Nordøst for Stjær ligger den frodige bøgeskov Stjær Stenskov (20 ha). Skoven blev fredet allerede i 1962 og udpeget som ‘National Geologisk Interesseområde’ på grund af de mange store og små sten i skovbunden. De ligger så tæt, at det kaldes for stenbestrøninger, og disse er sjældne i Danmark. Stenene menes aflejret ved den seneste istid, og tidligere var sådanne stenbestrøninger almindelige i det danske landskab. For nærmere information om fredningen af Stjær Stenskov kan du besøge fredninger.dk/fredning/stjaer-stenskov/.

I 2019 blev der gennemført endnu en fredning i området, som skabte et meget stort sammenhængende naturområde bestående af ‘Lillering Skov, Tåstrup Sø og Mose samt Stjær Stenskov og Søskov’. Området er 221 ha stort og har fået navnet ‘Tåstruplandet’. Skrænterne rundt om Tåstrup Sø rummer både kildevæld og vældbækker[b], og[c] særligt i Stjær Sten- og Søskov er kilder og væld rige på kalk. Denne kombination danner grundlag for forekomst af flere ualmindelige plantearter. For nærmere information om fredningen ‘Lillering Skov, Tåstrup Sø og Mose samt Stjær Stenskov og Søskov’, kan du besøge fredninger.dk/fredning/harlev-fredningen/.

Der er etableret talrige stier i det fredede område, her i blandt den 9 km lange vandrerute ‘Tåstruplandet Rundt’ - ligesåvel som der er mange gode stier i Stenskoven. Der er udarbejdet en folder med detaljerede beskrivelser af områdets seværdigheder og kort over samtlige vandrestier. Undervejs i terrænet kan du finde flere infotavler, der fortæller om områdets natur, kultur og landskabshistorie.

Broen vedr Perritshave Sø

Præstegårdsskovene & Gammelgård Sø

Sydvest for Storring ligger et stort samlet naturområde bestående af Præstegårdsskovene og Gammelgård Sø. Præstegårdsskovene består af Gammeldam, Langskov og Søhave/Søskoven, og udgør tilsammen et område på 35,2 ha. Kirkeskoven drives af menighedsrådet og stilles til rådighed for områdets mange lokale interesser. Her er bl.a. et stilleområde, og Gammeldam er udlagt til urørt skov. Præstegårdsskoven har en artsrig skovbundsvegetation, hvor man blandt andet kan være heldig at finde den sjældne orkidé tyndakset gøgeurt.

Gammelgård Sø blev afvandet i 1930’erne. De seneste 30 år har der været et ønske om at genskabe søen. Naturstyrelsen har nu opnået enighed med lodsejerne i området, og søen genskabes efter planen i foråret 2023, hvor pumperne slukkes. Projektet er et led i klimaindsatsen på tørveholdige lavbundsjorde.

Ude i Gammelgård Sø har der ligget en gammel borg, kaldet Sandgravvold, placeret på en borgø. Ifølge traditionen har det været Rane Jonsens borg. Han var Erik Glippings kammermester og spillede ifølge overleveringen en lidet flatterende rolle ved kongemordet i Finderup Lade i 1286. Ud til borgen var en 300 meter lang og 3 meter bred egetræsbro. Brostolperne blev fjernet i 1957 med hejseværk, hvorefter området blev dybdepløjet - og alle synlige spor forsvandt.

Udsigtsbænk

Bakkeskoven og Bjørnebjerge

Sydvest for Stjær ligger Bakkeskoven og Bjørnebjerge. Bakkeskoven er en kuperet skov med bløde afrundede bakker, stejle skråninger og ind imellem små græsmarker. Her finder man "bjergkæden" Bjørnebjerge, som består af flere høje, hvor flere af toppene er over 120 meter. Med højdemeter på op til 129 meter er Bjørnebjerge beskrevet på hjemmesiden bestigbjerge.dk. Det er en såkaldt baunehøj, som fra middelalderen og frem til 1800-tallet blev brugt til signalering om faresituationer, fx en angribende fjende. Kun seks toppe er højere i Søhøjlandet, herunder Himmelbjerget med sine 147 meter.

I Bakkeskoven findes også ”Spaniolerbrønden”, der sandsynligvis er gravet af de spanske soldater, som - ifølge den lokale fortælling - opholdt sig der fra marts til august i 1808. En kort, men farverig periode af Danmarkshistorien. Østjylland oplevede en invasion af spanske soldater, der med Napoleons hær var kommet til Danmark. Det var året efter, at englænderne stjal hele den danske flåde - de skurke - og derfor sluttede Danmark sig til Napoleon, så vi kunne få hævn. I Bakkeskovens høje område ses også rester af noget, der kunne være skyttegrave. Det er en rigtig god historie at fortælle og tænke på, når man går tur i Bakkeskoven.

Den gamle grusgrav

Natur-hot spots

I området finder du en række ‘natur-hotspots’, som er destinationer placeret ude i landskabet, og som er oplagte udflugtsmål og/eller opholdssteder, når man besøger området omkring Stjær og Storring. Hvis man ønsker at overnatte i naturen, findes der en række shelters i området i og omkring Stjær og Storring.
Broen til Tåstrup FugletårnFugletårn ved Tåstrup Sø

Ved Tåstrup Sø fører en lang snoet bro ud gennem en stemningsfuld sumpskov og ender ved et fugletårn. Her kan du opleve nogle af de fugle, der lever i sump- og rørskoven rundt om søen. Det omfatter arter som stor flagspætte, sangdrossel, halemejse, nattergal, rørhøg, rørdrum, rørsanger, vandrikse og skægmejse. Tag gerne en kikkert med!

Placeringen af fugletårnet kan ses på kortet, der indgår som en del af folderen om fredningen af Tåstruplandet.

Geologisk stensamling og bålplads ved Målundegård Engsø

I lavningen mellem Storring og Stjær ligger en regnvandssø, kaldet Målundegård Engsø. Udover at der ved regnvandssøen findes et bord/bænkesæt og en bålplads, så er her også en geologisk samling af nogle af de store sten, som er blevet gravet op i forbindelse med etableringen af søen. Ved hver sten er det angivet, hvilken type, der er tale om.

Shelters i Bakkeskoven

I Bakkeskoven findes to shelters, samt borde og bænke og en bålplads med bålfad og grill. Shelters kan ikke bookes, men du kan melde dig ind i facebook-gruppen ‘Bakkeskov shelter’, hvis du planlægger en overnatning eller et arrangement.

Shelter ved Stjærskolen

Bag ved Stjærskolen ligger der et shelter med plads til max. 4 voksne og 4 børn, samt en bålhytte. Shelter og bålhytte kan bookes hos skolen og benyttes til overnatning. For nærmere beskrivelse af dette shelter henvises til hjemmesiden udinaturen.dk.

Shelter ved Peritssø

Mellem Stjær og Præstegårdsskovene ligger Peritssø, hvor der ved kanten af søen er et shelter, en bålplads og en lille bådebro. Hvis du ønsker at booke dette shelter skal du melde dig ind i facebook-gruppen ‘Peritssø Shelter’. Parkering sker ved den røde lade.

Tank vand og find et toilet ved Storring Kirke, Stjær Kirke og i Brugsen i Stjær samt ved madpakkehuset i Stjær Fælles Have.
Parkering kan ske ved Storring Kirke, Stjær Kirke, Stjær Skole eller fugletårnet ved Stenskovvej.

Kort over området