Spiller bolden op...
Det er hvad Stjær Boldklubs håndboldafdeling gør til forældrene til både nuværende og kommende børne- og ungdomsmedlemmer, når der inviteres til info-møde på lørdag, den 23 september kl. 10 i Stjærhallens Cafeteria Invitationen gælder også for de forældre, der har børn der har lyst til at prøve at spille håndbold i Stjær Boldklub.
Det er vigtigt at vi får en rigtig god start på den kommende sæson, der er altid mange bolde der er i spil når sæsonen starter, og det er vigtigt at både forældrene, trænerne og de øvrige ledere i klubben får grebet dem, sådan at vi kommer rigtig godt i gang med sæsonen. Vi har mange bolde i gang i håndboldafdelingen i øjeblikket, for udover sæsonen der starter den, 1 oktober, så skal vi i efterårsferien på besøg hos vores venskabsklub i Sulingen, med alle vore børne- og ungdomshold. I løbet af oktober måned starter vi et projekt op i samarbejde med DGI, som vi har valgt at kalde Forældretræner, hvor de forældre der gerne vil prøve deres kræfter af, som træner eller holdleder for et af vore børne- eller ungdomshold, får en mulighed for at få det prøvet det af.
Det vrimler med børn og unge der gerne vil spille håndbold i Stjær, og klubben har forhåndstilmeldt 10 hold hos JHF, men som det ser ud i øjeblikket, så skal der helt sikkert efteranmeldes yderligere et par hold, og dermed vil klubben kunne stille hold fra pigelilleput til dameynglinge og fra drenge-lilleput til herrejunior. Dertil kommer så de yngste mini-mixer, som kun skal deltage i stævner et par gange i løbet af sæsonen. Den store aktivitet betyder også at klubben står og mangler nogle flere trænere, et par stykker har de sidste par dage meldt sig under fanerne, men der er stadig brug for flere, så skulle der gå nogen rundt der har lyst til at bruge lidt tid på de unge mennesker, så er de også meget velkommen lørdag formiddag.
Endnu en oprykning til Stjærs bedste herrehold i håndbold
Man kan vist roligt sige at Stjærs bedste herrehold i håndbold, er ved at sætte oprykningsrekord for på blot en sæson er holdet nu rykket op hele 2 gange. Holdet spillede sidste år før jul, i serie 4, hvor de vandt rækken. Og rykkede op i Serie 3, hvor de så spillede efter julepausen. Også denne række blev vundet dermed havde holdet kvalificerede sig, til at skulle spille i serie 3 i den kommende sæson.
Sådan skulle det ikke gå, for her knap en uge for sæson start, har JHF meddelt at holdet bliver rykket op endnu engang, sådan at de i den kommende sæson skal spille i serie 2. Der er nu ingen der går og forventer at holdet rykker op endnu engang. Det gælder i den kommende sæson om at få stabiliseret holdet i rækken, og så skal der arbejdes for at på andet holdet op i serie 3, samtidig med at de nye spillere der er kommet til her efter sommerpausen bliver spillet ind på de to hold.