Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

 

Spejdernes sommerlejr 2007

Så nærmer sommeren sig, hvilket betyder skoleferie for skolebørnene og dermed selvfølgelig også årets sommerlejr for spejdertroppen (spejdere fra 4. til 10. klasse). Årets sommerlejr kommer til at gå til Moselund Spejdercenter ved Hinnerup, det er en såkaldt centerlejr, hvor op imod 150 spejdere mødes i en uge spækket med spændende spejderaktiviteter.

At årets lejr er en centerlejr betyder også, at spejderne får mulighed for at deltage i en lang række forskellige aktiviteter, som kan være svære at stable på benene, hvis man kun er én spejdergruppe afsted på tur. Desuden giver centerlejren også muligheder for nye venskaber og relationer spejdergrupperne imellem. Lejrens varighed er en uge, hvilket virkelig giver spejderne mulighed for årets spejderoplevelse, hvor man virkelig kan nå at få spejderlivet ind under huden. Lejren kommer til at ligge i den absolutte start af skoleferien, nemlig fra lørdag den 30. juni til lørdag den 7. juli 2007. Så skynd jer at sætte et stort kryds i kalenderen hvis du, eller dit barn skal have årets store spejderoplevelse. Tilmeldingerne er udleveret, så det er bare at få meldt sig til!

Store spejderhilsner fra spejderlederene hos http://www.spejdernet.dk/stjaer KFUM-Spejderne i Stjær