Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

 

Rollespil i Bakkeskoven 16/4-2016

KÆRE ALLE

Så kan I godt begynde at gælde jer, for der er snart rollespil i Bakkeskoven igen. Spillet ruller lørdag den 16. april kl 11 - 14.30. Indtjek åbner kl. 10.00. Tag roligt hele familien med - eller vennerne fra skolen. Alle er velkomne og kan være med.

PLOT: FØDSELSDAGSFESTEN
Alle fra nær og fjern er inviteret til fødselsdagsfest i Bakkeriget. Så hold på pengepungen, pas på kroens stærke, men gode, øl og medbring jeres bedste humør ... for forlydender siger, at rigdommene snart vil vælte frem fra skovens miner ... og at Carl Heinz måske vil spendere lidt ekstra på sin fødselsdag ☺

Frosten har sluppet sit greb i Bakkeriget, og foråret nærmer sig. Skovens veje er igen farbare, og handlende og rejsende gæster er igen et almindeligt syn i Bakkeriget. De milde forårsvinde bringer nye driftige tiltag med sig. Carl heinz, den berømte skomager, ekspanderer sin forretning til også at omfatte minedrift i skovens bakker - med hjælp af skovens dværge. Tiltaget har tilvejebragt sølv og enkelte krystaller - og Carl Heinz er kommet med i byens ”finere” selskab af handelsmænd og kongens udpegede håndlangere. Carl Heinz har fødselsdag d. 16. april - og med nye venner og penge på lommen - skal det fejres med en stor FØDSELSDAGSFEST. Blandt gæsterne er ikke mindre end Carl Heinz's ”næsten berømte” fætter, Wilhelm Ib. Det forlyder at Wilhelm Ib er en særdeles klog mand, som vist nok tidligere har rådgivet konger og kejsere i det fjerne glohede syd på den anden side af Sandhavet.

Gå endelig ikke glip af noget og kom med til den store fødselsdagsfest!!

TILMELDING: bit.ly/1SQOYtt

Det koster 40 kr. at være med og betales ved indgangen. Som sædvanligt kan man i landsbyen varme sig ved bålet og søge provianter i kroen. Du kan handle med ting du selv har med. Du skal have bløde våben, og du skal helst være udklædt, men det behøver ikke være dyrt og fint!

Facebook kan du finde billeder, oplysninger om rollespillet, venner, fjender og allierede.

Alle er velkomne! VI GLÆDER OS!

Med venlig hilsen
Rollespil i Stjær