Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

 

Dialogmøde om Stjær LokalBrugs

I marts måned havde vi et givtigt borgermøde i Stjær Forsamlingshus vedrørende brugsens fremtid i Stjær, og selv om situationen har ændret sig en del siden sidst, ønsker bestyrelsen for brugsforeningen atter dialog med Stjærborgerne.

Som tidligere skrevet og sagt, bakker bestyrelsen fortsat op omkring LokalBrugsen i Stjær og det er bestyrelsens ønske, at vi i fællesskab løfter vores egen lokale butik op på et niveau som alle kan have glæde af. Efter mødet i marts fik vi i fællesskab sat brugsen på rette kurs, det kommende møde har til formål at finjustere kursen, derfor har brugsen brug for at du kommer og giver din mening tilkende.
Du kan også komme og byde vores nye uddeler velkommen, han er helt sikkert interesseret i dine behov og ønsker i forhold til brugsens sortiment.

Kjeld Kirkedal vil endnu engang stå i spidsen for dette møde, hvor du kan komme til orde og give din mening til kende. Brugsforeningen byder naturligvis på kaffe, the og vand.

Onsdag d. 3. december.
kl. 19.00 til kl. 21.30
Dørene åbnes kl. 18.30 – husk at tage naboen med.

Vel mødt i Stjær Forsamlingshus
Galten Brugs