Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

 

100-års revy i Stjær Forsamlingshus

Stjær Forsamlingshus har rundet de 100 år og derfor arrangeres en 100-års revy i Stjær kaldet "Der var engang..."

For at markere dette års store begivenhed i Stjær, Forsamlingshusets 100 års jubilæum, har en flok dygtige, entusiastiske og talentfulde skuespillere og sangere sat en flot og stemningsfuld revy op. Revyen er et historisk og humoristisk tilbageblik på livet i Stjær og dets mere eller mindre kendte borgere gennem de sidste 100 år. Vi har gransket og søgt i gamle arkiver, vi har haft lange samtaler med byens ældre borgere, for at få et indblik i hvordan livet var dengang og nu i vort lille hyggelige samfund. Dygtige og flittige lokale forfattere har lagt et kæmpestort stykke arbejde i denne beskrivelse, som vi nu er i fuld gang med at få en flot revy ud af. Revyen vil blive krydret med de bedste numre fra tidligere års revyer i Stjær, alt sammen fremført af en skøn samling voksne og børn, garvede revy og dilettant spillere og ganske nye og hidtil uprøvede talenter.

Kom og oplev hvordan det var dengang det første bal løb af stablen i 1904. Kom og se Viola som bestyrede vores lokale telefoncentral på det gode og det onde. Gense Torben Greffel som Brandmand Skum. Glæd dig til at se Jeanine fremføre en dampende udgave af "Je Tàime" og Hans i rollen som vores allesammens ejendomsmægler Søren Sørensen.

**- Forestillingen løber af stablen d. 29. og 30. oktober 2004, selvfølgelig i forsamlingshuset.

Gå ikke glip af denne enestående mulighed for en folkelig, festlig og fornøjelig aften i selskab med disse pragtfulde minder fra de 100 år der er gået. Tag dine gode venner, din familie og naboer under armen og køb billetter til den forestilling der passer jer bedst. Baren har åben både før, under og efter forestillingen. I baren kan købes alt... næsten! Til forestillingen lørdag aften er der mulighed for at købe billet til 3 stk. smørrebrød og skulle der være stemning for at svinge naboen i dansen, vil der lørdag aften også være mulighed for det.

Fredag den 29. oktober vil forestillingen gå i gang kl. 19.30 - dørene åbnes kl. 19.00.

Lørdag den 30. oktober vil eftermiddagsforestilling gå i gang kl. 14.30 - dørene åbnes kl. 14.00.
Lørdagens aftenforestilling vil gå i gang kl. 19.30. Der serveres smørrebrød kl. 18.30. Dørene åbnes kl. 18.00.

**- Billetter kan købes i Brugsen til den overraskende lave pris: 50 kr.

Vores skønne "Stjær Forsamlingshus" vil endnu engang være rammen for dejligt samvær.

Stjær Sogns Borgerforening