Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

 

Fiber eller kobber - Aftenmøde i STRIT

Stjær Forsamlingshus, torsdag d. 24. november kl. 19.00

STRIT - IT-gruppen for Stjær og Storring var samlet i Stjær. Aftenens emne var bredbånd og teknik. 14 deltagere var mødt op, dette var tæt på alle i gruppen.

Klik her for fotoalbum: STRIT tema-aften - 24. November 2005

Baggrunden for dette møde havde to "linier". Den ene er at gruppens medlemmer har ønsket at høre om og se hvordan en bredbåndsforbindelse rent teknisk fungerer. Den anden er at Galten Elværk for nylig har holdt informationsmøde om fiberadgang til borgerne i Storring. Derfor var aftenens titel 'Fiber eller kobber'.

For at vise hvad der allerede er muligt på de kobberkabler der er gravet ned til alle husene i Stjær og Storring havde John Monrad til lejligheden, etableret ADSL med TV i Stjær i Base-house. Mødet startede med at de fra gruppen, der havde været til elværkets informationsmøde, fortalte om de muligheder, der er på vej i Storring.

Derefter fortalte John om mulighederne med kobber, og viste TV via ADSL på et medbragt fjernsyn. Tilhørerne lyttede interesseret og stillede gode spørgsmål.

Efter demonstrationen i Forsamlingshuset, fortsatte gruppen til Stjær central, hvor John viste rundt og forklarede hvor kablerne ender.

Fra Stjær gik turen til Hasselager central for at følge forbindelsen ind til "core"-nettet. På Hasselager central pegede John på et kabel og sagde "Der er vores 2,5 Gbit forbindelse til USA", "Imponerende at den dukker op lige her på Hasselager central" lød kommentaren. Gruppen var hele tiden ledsaget af John og de to andre medlemmer af IT-gruppen som arbejder i TDC, da det jo ikke er tilladt, at færdes på egen hånd i TDC's bygninger.

Herefter fortsatte kortegen mod Slet til Johns "dagligstue". Dagligstue fordi der i mødelokalet er opstillet flere gode TV og kraftige lydanlæg, netop til demonstration af bredbånds teknologier og komprimerings teknikker. Her blev set på TV over ADSL2+, Video on Demand i HDTV kvalitet og TV i Mpeg2 og Mpeg4 komprimering, der blev talt om zap-tider, UDP, prioritering af serviceklasser i IP nettet og begrænsninger i grafikkort. Der var ingen tvivl om at det var nørderne der var på udflugt.

Alle var enige om at det er indholdet og prisen der afgør om familierne i Stjær piller antennerne til TV'et ned. - "Egentlig er jeg ligeglad hvordan jeg får en god bredbåndsforbindelse, men det er da fedt at have en fiber ind i husets teknik rum", sagde en deltager, "Du kan da bare få en stump kabel og grave det ned i forhaven, og så lade den ene ende stikke ind gennem soklen" lød det muntre svar.

Da vi tog afsked tilbage på parkeringspladsen foran Stjær Forsamlingshus sagde én "Nåh, vi fik kun snakket om teknik i aften - det var jo også det vi sku' ".

Jens Holm Andersen